Buddhisme og psykoterapiens begrænsning

Tim Pallis

Vi skal ikke mange årtier tilbage, før religion fuldstændig dominerede det psykologiske område, og sådan er det stadig mange steder i verden i dag. Mentale lidelser blev tidligere betragtet som dæmonisk besættelse eller moralsk fordærv, og derfor var kuren enten eksorcisme eller anger. Jeg tror, vi skal være glade for den moderne psykologis videnskabelige forklaringer på menneskelige følelser og adfærd.

Psykologien er fundamentalt set objektiv og analyserende og psykoterapien bevidst om at afdække og afklare. Den søger vore kreative potentialer, stimulerer vor psykiske udvikling, fokuserer på drømme og oplevelser og hjælper os med at få kontrol over vort sind og liv.

Psykologien tager sig altså af menneskets mere eller mindre kaotiske strøm af tanker og følelser, og terapiens metode er at bevidstgøre undertrykte følelser af angst, vrede og fortvivlelse, så de kan komme ind i bevidsthedens lys, og således ikke påvirke os negativt og ubevidst.

I modsætning til den psykologiske oplevelsesverdens horisontale tidslighed, beskæftiger religion sig med et langt større perspektiv, som strækker sig fra en fjern fortid uden begyndelse til en fjern fremtid uden ende.

Det karakteristiske ved buddhismen er, at der ikke findes en skaber og ingen dommedag i tilværelsens proces. Buddhismen hjælper mennesket med at finde sin egentlige natur i det evige nuvær, vertikalt på sindets horisontale associationsrække.

Den zen buddhistiske praksis går netop ud på, at lægge et vertikalt snit i den mentale strøm og afskære dens forløb for derved at åbne for årvågenhedens dybde og mening, så vi kan realisere vor evige natur i nuværet.

Fra denne åbenhed og dybde, som er vor naturlige tilstand også i den psykologiske tids strøm af tanker og følelser, kan man nu omfatte hele sin eksistentielle livsproces og sine psykologiske processer stående i det evige nu.

Ved at afskære tiden eller blive tiden og åbne for evigheden stiger man nu igen op fra det transcendente dyb og ind i tidens psykologiske dimension, hvor man bevæger sig fremad sammen med livets muligheder. Man er nu ikke længere bundet af sin personlige psykologiske oplevelsesverdens ensretning og kontinuitet, fordi den eksistentielle tid eller den evige nuværenhed har givet ens liv en ny mening.

De gamle syrehoveder

Den psykedeliske revolution, den alternative psykologis revolution og de politiske revolutioner fulgte hverandre i slutningen af tresserne og langt ind i halvfjerdserne. Men som det ofte går, blev de undertrykte snart undertrykkere selv.

De var så syge af at føle sig domineret af de etablerede autoriteter, at de nu som “frigjorte” ikke kun stræbte efter at bestemme over deres egen, men også andres skæbne. Den går imidlertid ikke for den, der beskæftiger sig med mystikkens indre revolution. Mystikkens frigørelsesveje tillader ikke “egoet” et nyt spillerum.

De mange forskellige nye psykoterapier, som så dagens lys i de år, havde næsten alle snuset til Østens mystik og i særdeleshed lært meget af buddhismen. Den nye transpersonlige psykologis arkitekter havde både lært af deres psykedeliske erfaringer og Østens meditationsteknikker. Alle var de gamle syrehoveder med hang til buddhismens religionspsykologi.

Efter deres bevidsthedsudvidende trip rejste de ligesom beat digterne til Indien, Sri Lanka, Burma, Thailand, Korea eller Japan for at møde meditationsmestre, som kunne fortælle dem, hvad vej de nu skulle gå. Alle fik de at vide, at “trippene” og oplevelsernes verden ikke er vejen, og at vejen til oplysningen både er uendelig lang og usigelig kort. Men meditation skal der til!

En af vanskelighederne ved at være psykolog og spirituelt interesseret på samme tid, måske med meget spændende psykedelisk-religiøse erfaringer i bagagen, er at skulle stille denne tunge bagage fra sig under meditationstræningen.

Det er lettere sagt end gjort at afskære trangen til nye terapeutiske oplevelser, som ønskes gennemlevet for at overvinde f.eks. sin angst. Lykkedes det efter års praksis at få så meget hold på sin meditative koncentrationen, at sindets umiddelbare tendens til dagdrømmeri kan standses, i det mindste under selve meditationen, springer en ny narcissisme ud af bagagen: Håbet om at blive oplyst!

Psykoterapiens begrænsning

Der opstår fascinerende psykologiske og psykosomatiske hændelser især i ugelang intensiv meditationspraksis. Men de viser sig i reglen kun én gang, og det vil være dumt at forvente dem igen. For disse oplevelser gælder det, at de ikke varer ret længe og ikke har særlig dyb betydning.

I det hele taget gælder det, at psykologiske reaktioner, energi potentialer og “highs” ikke går i dybden og ikke transcenderer eller nærmer sig det evighedens dyb, hvor den “rene” årvågenhed “bagved” eller “under” nuværet fuldstændig ophæver “egoets” betydning.

Menneskets eksistentielle lidelse er, at det føler sig splittet og ufuldstændig; der synes at være en afstand til verden og andre mennesker, som det ikke er muligt at ophæve. Men det er en misforståelse at tro, at mennesket kan realisere sig selv eller opnå en vedvarende følelse af at være hel og udelt ved at aktualisere sine kreative potentialer i psykoterapi.

Personlighedsudvikling kan ikke føre til den frigørelse, der er behov for, og det er bedst at være indstillet på, at den ønskelige naturlige tilstand ikke personligt kan opnås eller virkeliggøres. Psykologiske problemer og neuroser kan afhjælpes med terapi, men eksistentielle dilemmaer kan kun forsvinde ved at blive ét med dem dvs. ved at gøre dilemmaet til sin vej i spirituel træning.

Det er derfor vigtigt at forstå, at det ikke nytter at forsøge at integrere terapeutiske og spirituelle metoder på en sådan måde, at det er den psykologiske terminologi og den psykologiske forståelsesramme, som spiller første violin på bekostning af det spirituelle.

Psykologien er simpelthen ikke bred nok til at favne eller på fyldestgørende vis give sig i lag med vore dybeste spirituelle længsler. På den anden side er det selvfølgelig sådan, at spirituel eller religiøs praksis sagtens kan bruge psykologiens eller terapiernes begrebsapparatur til at forstå det sind, som er eksistentielt plaget.

Jeg vil blot advare mod en tendens til at forklare spirituelle erfaringer med psykologiens begreber, blot fordi der for tiden er en berøringsangst overfor religiøs terminologi. Men samtidig er jeg åben for muligheden af at betragte psykologiske oplevelser med spirituelle øjne. Dette omvendte synspunkt kan være med til at grundlægge en kontemplativ psykologi, hvor netop eksistensen af bevidsthedens væsen er vigtigere end bevidstheds livets indhold.

Man kan sige, at den buddhistiske praksis handler om lidt efter lidt at befri sig for de psykologiske hindringer for at erkende sin virkelige identitet eller sin nuværende situationstotalitet. Psykoterapien handler derimod om at hjælpe mennesker med at foretage visse psykologiske justeringer og tilpasninger både i forhold til sig selv og i forhold til andre mennesker.

Psykologien forklarer ikke buddhanaturen

Den japanske Soto zen mester Dogen Kigen (1200-1253) sagde: “At udforske Buddhas vej er at udforske sig selv. At udforske sig selv er at glemme sig selv. At glemme sig selv er at blive oplyst af alle ting. Når du er oplyst af alle ting, er din krop og dit sind såvel som andres kroppe og sind faldet væk. Ingen spor af oplysningen bliver tilbage, og denne mangel på spor fortsætter uden ophør”.

Buddhisme drejer sig således ikke om at søge en ny psykologisk identitet, men at søge og finde ens virkelige identitet ved at blive oplyst af alle ting. Det vil sige at blive virkeliggjort eller aktualiseret af denne verden. At realisere Buddhanaturen er at realisere vor identitet med universet.

Alle mennesker er til tider mere eller mindre neurotiske, egoistiske, selvoptagne, frygtsomme, indbildske, jaloux, begærlige og uvidende osv. Men de er også kærlige, betænksomme, hjælpsomme, venlige, uselviske, menneskelige osv. Det er blandt andet psykoterapiens opgave at lære os vore følelser at kende, så vi kan leve ad en gylden middelvej mellem livets følelsesmæssige ekstremer.

Dette minder for så vidt meget om buddhismens midtervej. Men der er alligevel det ganske særlige ved buddhismen, som bestemt ikke er velset i en rationel og analytisk verden, at alle mennesker har en oprindelig, sand, evig og essentiel natur, som kaldes buddhanaturen, og som oven i købet er vort fælles væsen.

Dette er ganske uvidenskabeligt og uhørt for det moderne intellektuelle parnas. Buddhanaturen er menneskets helt naturlige tilstand og dets egentlige væsen, som psykologiske ord og begreber ikke kan beskrive eller forklare. Hvis man ikke kender denne natur, er man ikke oplyst. Kender man derimod dette krystalklare bevidsthedsrum, er man en buddha. Så hvad er det?

Dette spørgsmål er buddhistisk, og nu er det sådan, at alt, hvad man gør eller ikke gør for at erkende denne natur, ikke hjælper én til at opdage den. Derfor spørger man sig selv: Hvad gør jeg så? Målet med ens søgen er som en horisont, der flytter sig væk, når man bevæger sig mod den. Men søger man den slet ikke, finder man den heller ikke. Derfor står den, der praktiserer Buddhas vej, i et eksistentielt dilemma, som er hans vej.

Et snit eller et hug

I dette dilemma er det nu vigtigt at lægge et snit eller et hug, og det er det, zazen praksis drejer sig om. Den, som har været i en meditations hal kan se, hvordan de praktiserendes snit eller hug er. Kvaliteten af dette snit er umådelig vigtigt i praksis.

Det bedste snit er knyttet til en lang tilbageholdt udånding, som vertikalt afskærer bevidstheds livets horisontale tankestrøm og derved nedsænker én i den “rene” bevidsthed “bagved” eller “under” ens mentale liv.

Dette hug er en nedsænkning i bevidsthedens evige tomrum, hvor man glemmer sig selv. Men det er samtidig også en opstigning herfra igen, en slags negation af negationen, hvor man bliver oplyst af alle ting. I “Hjerte-sutraen” siges det: “Form er tomhed og tomhed er form”.

At acceptere sit eget og andre menneskers mentale liv er terapeutisk og vejen til at sige ja til livet og til leve sammen med andre mennesker. Men i det at acceptere livs processernes hændelser i alt sit væsen med alle sine udtryk må man skelne mellem en psykologisk accept og en buddhistisk accept. Disse to er fundamentalt forskellige, og det er vigtigt at forstå denne forskel.

I den psykologiske accept er der én, der accepterer og noget, som accepteres. Når der er et “jeg” tilstede, som accepterer noget, er der tale om en psykologisk accept. I denne accept identificerer man sig med dét, der accepteres, og er derfor også bundet af dét, der accepteres.

Psykologisk accept er således ikke en virkelig accept, fordi den er opdelende og diskriminerende. “Jeget” accepterer nemlig kun dét, der giver en følelse af behag, mens dét, der giver en følelse af ubehag afvises. Psykologisk accept er aldrig fri af sympatier og antipatier eller af bagvedliggende positive og negative fornemmelser.

Egoet identificerer sig med det, som giver behagelige oplevelser, og denne identification bringer lidelse. Derfor virker det altid sådan, at når man f.eks. accepterer problemerne i sit liv, føler man sig psykologisk plaget. Det er fordi, man har opdelt sit liv i mindre enheder. Man har fraktioneret tilværelsen psykologisk og forsøger nu i sin splittelse at acceptere disse bestanddelene, men uden held.

Man er nemlig selv psykologisk til stede hele tiden, der er så at sige for meget selv-bevidsthed. Man kan ikke se, at den, der accepterer, blot er en refleks, en trækning i situationstotalitetens ansigt.

Ubetinget accepteren

Den buddhistiske accept er derimod en ubetinget accept uden nogen, der accepterer eller noget, som accepteres. Der er kun selve denne rene accept, uden at det er muligt at lokalisere den hverken i tankerne, følelsernes eller indtrykkenes verden.

Der er en åbenhed og nærværenhed i et fuldstændig umøbleret bevidsthedsrum. Der er ingen binding til nogen eller noget og ingen identificering med noget, fordi det er ens ubegrænsede situationstotalitet. Til trods for denne udelthed kan man tydeligt skelne hver enkel detalje i bevidsthedsrummets klare spejl. Denne rene accept er ens helhed, som ikke er opdelt i negative og positive fornemmelser eller behagelige eller ubehagelige oplevelser.

Den buddhistiske accept er altså en umiddelbar rummelighed, som peger på sig selv ligesom åbenhed henviser til åbenhed og opmærksomhed er opmærksom på opmærksomheden. Dette er vort totale væsen og tomhedsnatur.

Når man iagttager verden fra denne helhed, ser man mange enkeltheder ved virkeligheden, som man ikke så før. Man ser ting i sit liv, som var skjult af ens fraktionerede bevidsthed. Det er at leve fra øjeblik til øjeblik, hvor øjeblikket nu og da beder om en handling, som umiddelbart kan opfyldes uden henvisning til én, der handler.

Hvert øjeblik er det første og sidste øjeblik i ens liv: Frisk og i live, klar og vågen, intet andet betyder noget, og hvert øjeblik er alt hvad der er. Zen mester Dogen sagde: “Bjergene, floderne, jorden, solen, månen og stjernerne er bevidstheden. Lige i dette øjeblik, hvad viser sig for dig?”